En opera om frihed og skæbne
Glæd dig til en tankevækkende opera, når ”Carmen” indtager scenen i MCH Herning Kongrescenter lørdag 21. november 2026. Georges Bizets udødelige mesterværk fra 1875 er kendt for sin medrivende musik samt sit stærke drama og ikke mindst for en af operahistoriens mest fascinerende kvindeskikkelser.
En kompleks fortælling om menneskelige drifter
Carmen lever efter sine egne regler og erklærer sig “fri som fuglen”. Men bag den stærke facade gemmer der sig en skæbnefortælling, hvor frihed, kærlighed og destruktive relationer væves tæt sammen.
Operaen kredser om de dybeste menneskelige følelser af jalousi, begær og frygt. Den stiller skarpt på kontrasten mellem ønsket om frihed og konsekvenserne af vores valg. Resultatet er en historie, der stadig rammer publikum med fuld styrke i dag.
En aktuel og vedkommende opera
Selvom ”Carmen” er skrevet i 1800-tallet, er temaerne mere relevante end nogensinde. Operaen spejler en virkelighed, hvor relationer kan udvikle sig tragisk, og hvor magtbalancer mellem mennesker kan få alvorlige konsekvenser. Det gør ”Carmen” til en stærk og vedkommende fortælling, der sætter tanker i gang længe efter, scenetæppet er faldet.
Tag med på en følelsesladet rejse ind i Bizets ”Carmen”, når operaoplevelsen gæster MCH Herning Kongrescenter lørdag 21. november 2026.
Carmen synges på dansk med danske overtekster.
Operaintro ved Den Jyske Opera kl. 18.30.