Tavs Neiiendams berømte hørespil Mordets Melodi, der havde premiere i radioen i 1943, skabte gys og rædsel blandt lytterne, hver gang det blev sendt i de følgende ti år.
Men hvad sker der, når man i 2026 inviterer publikum ind i salen for at overvære en ”optagelse” af dette hørespil, hvor skuespillerne selv skal lave de mange vigtige, udtryksfulde og ikke mindst uhyggelige lydeffekter?
Svaret er: At det kommer der en yderst underholdende og grotesk morsom forestilling ud af.
Fire gallaklædte kunstnere indtager nemlig scenen og spiller de 30 forskellige karakterer, hvor de med et enkelt stykke tøj visuelt guider publikum til at forstå, hvem der er hvem. Rigtig spændende bliver det, når én skuespiller spiller to karakterer – der taler med hinanden!
Samtidig skal de lave de mange dramatiske lydeffekter, hvilket sker på de mest finurlige måder. Hvis man lukker øjnene og kun hører dem, giver det et fuldstændigt korrekt lydbillede af den handling, der udspiller sig. Men når man ser, hvordan de faktisk laves, bliver det hylende morsomt.
Som publikum kan du derfor se frem til en forestilling, der bestemt får dig til at gyse, men også får dig til at skrige, heldigvis kun (eller mest) af grin.