Sjov, tankevækkende og skæv
Teaterversionen af Blinkende Lygter er et nyskrevet og forfriskende skuespil af en af landets bedste dramatikere, Vivian Nielsen, baseret på Anders Thomas Jensens film.
De fleste husker sikkert den skæve historie om de fire drenge Peter, Arne, Thorkild og Stefan, som på grund af svigt i barndommen stikker af og tilfældigt mødes på en banegård. Sammen føres de ud i en kriminel løbebane, men de står altid sammen og støtter hinanden.
Da Thorkild fylder 50 år, beslutter han sig for, at nu skal det være slut, men han er nødt til at lave et sidste job for chefen og bagmanden Færingen. Ved hjælp af lidt held og en hel del dumdristighed lykkes det vennerne at komme i besiddelse af en kuffert med flere millioner af Færingens penge – og så er scenen sat for deres videre færd og mødet med de sære udkants-danskere.
Bemærk: Forestillingen anbefales ikke til køer.
Gordon Kennedy, Thomas Magnussen, Peter Pilegaard og Jakob Højlev Jørgensen er de fire venner, som aldrig giver slip på hinanden, Kristian Boland spiller den skydegale gårdmand Alfred, og Frank Rubæk er den fordrukne læge Carl.
Fri placering ved 4-mands caféborde.