Om vores alle sammens folkeskole
Besked fra Aula er en forestilling om vores alle sammens folkeskole. Om alle de seriøse – og absurde – diskussioner, der opstår, når mennesker med vidt forskellige baggrunde mødes omkring skolen. Her undervises de kommende generationer. Her opstår konflikter mellem billedkunstlæreren og inspektøren, pedellen og idrætslæreren, elevrådsrepræsentanten og skolebibliotekaren, moren til Albert og faren til Andrea.
Alle har en mening om folkeskolen, og i denne brydning vokser en vigtig samtale frem: Folkeskolen er noget, vi er sammen om – eller er vi?
Forestillingen finder inspiration i Louise Leegaards instagramprofil @beskedfraaula og er derfor målrettet både lærere og forældre, der har børn i skolealderen. Men den kan sagtens opleves (og grines af) af alle aldersgrupper.
Forestillingen henvender sig til et yngre publikum, der sjældent besøger teatret, ved at tage fat på temaer om forældre, lærere og deres samarbejde om skolebørn. Der er genkendelige temaer fra folkeskolen og satiriske elementer fra forældregenerationens dagligdag.
Fri placering ved 4-mands caféborde.